Farve og følelse – om Pia Fonnesbechs malerier
Af Tom Jørgensen, redaktør af Kunstavisen, skribent på månedsbladet Opus.
Matisse har en gang udtalt, at hans kunst meget gerne må give den samme fornemmelse som familiens yndlingslænestol: en blød, harmonisk og behagelig verden uden skarpe kanter.
Pia Fonnesbech søger i sine malerier den samme sanselighed og livsappetit og som hos den gamle franske skønhedsdyrker kommer dette først og fremmest til udtryk i farven.
Mere end noget andet er Fonnesbech kolorist. Hendes malerier søger de perfekt afstemte farveharmonier som Mozart søger den ultimative vellyd.
I sine opstillinger med blomster og frugt er udgangspunktet som regel en undersøgelse af komplementærfarverne. Violet overfor gul, rød overfor grøn og, mindre hyppigt, blå overfor orange. De mættede og lysstærke farver er ofte drevet til det yderste, i den forstand, at bare ét mere citrongult penselstrøg ville vælte hele læsset og gøre billedet skingert. En følelse af velvære og frodighed kendetegner de saftige frugter, der er sprængfyldte af middelhavsvarme. De svulmende runde former og den pastost påførte maling leder, selv uden et dybere kendskab til Freud, tankerne hen på sensualitet og dryppende honning og på en endnu mere kropslig maler end Matisse, den smækre farves ubestridte mester, Pierre Bonnard.
Nu er det danske vejrlig imidlertid betydeligt mere lunefuldt end det solbeskinnede Provences og når efteråret sætter ind ændres også Pia Fonnesbechs palet. Farverne bliver mere afdæmpede, lyskraften mindre intensiv og resultatet bliver malerier, hvor fine sarte nuancer spiller deres stadigvæk yderst melodiøse spil med hinanden, undertiden endda med et vist anstrøg af nordisk melankoli.
Ser man bort fra årstidernes skiftende lys og deres indvirkning på paletten, drejer Pia Fonnesbechs opstillinger sig udelukkende om farven. Den anden halvdel af Fonnesbechs virke, portrættet, viser imidlertid en anden side af hendes karakter. Farven spiller stadigvæk en meget vigtig rolle, men der indføres et yderligere moment i motivet: en dekorativ baggrund ofte i form af blomster eller arabeskagtige mønstre. Her er den portrætteredes psyke, i hvert fald sådan, som kunstneren opfatter den, en afgørende faktor. Udadvendte personer tildeles ét sæt farver og visse helt bestemte blomster, mens indadvendte mennesker males med nogle andre farver og en helt anden blomstersymbolik. Med de store dekorative kvaliteter og den fladebetonede malemåde kommer Pia Fonnesbech tættere på 1890´erne postimpressionisme, som vi f.eks. kender den fra Gauguin og Maurice Denis. Også i den indfølende måde, hvorpå Fonnesbech gengiver den portrætterede er hun mere i samklang med postimpressionisterne end med danske klassiske modernister som Harald Giersing og Sigurd Swane, hvor farven ofte spiller en større rolle end den psykologiske indlevelsesevne.
Pia Fonnesbech har fundet sit helt eget farve- og følelsesmættede billedsprog. Hvad der er endnu vigtigere er dog, at man hele tiden fornemmer en udvikling i hendes malerier. Processen er ikke færdig og det er med stor glæde, man konstaterer, at Fonnesbech bare bliver bedre og bedre.