døde liv i kontrast til skildringer af menneskets heltemodige bedrifter. Helt fraværende er mennesket dog alligevel ikke, og betragter man eksempelvis stillebenværker malet i genrens storhedstid i 1600-tallets Holland, møder man en verden af eksotisk flora og fauna, konkylier og kostbart kunsthåndværk, dvs. genstande, der fortæller om europæernes erobring og udforskning af ukendte kontinenter samt den menneskelige kreativitets evner. Malerierne kunne også fungere som en opfordring til ydmyghed og som bevis på den menneskelige forgængelighed og forfængelighed i modsætning til Guds storhed i de såkaldte vanitas stilleben, hvor blomsterne visner, frugterne rådner og sæbeboblerne brister. Med modernismen fik opstillingen en renæssance, men tingenes oprindelige symbolik var nu erstattet af interessen for de form- og farvemæssige egenskaber.

I Fonnesbechs opstillinger hører visse af de afbildede genstande til stillebenmaleriets traditionelle ikonografi, som eksempelvis granatæblerne, det kinesiske porcelæn og kraniet som det klassiske vanitassymbol, der hos Fonnesbech dog ikke er et menneskes men et dyrs kranium. At hun inddrager disse genstande, skal dog nok ses som et udtryk for hendes bevidste interesse for maleriets formelle egenskaber som form og farver. Betragter man eksempelvis det kinesiske porcelæn, er vi da også langt fra 1600-tallets fascination af det kostbare kunsthåndværk. Dengang var der tale om det unikke og uopnåelige, hvorimod de hos Fonnesbech skildrede køkkenting bare er endnu en genstand i det globale markeds flow af varer, der kan erhverves for en rimelig pris i enhver kinesisk forretning over hele kloden. Dermed ikke være sagt at de valgte genstande ikke indeholder en særegen skønhed og fascination. Det er netop en af hendes store styrker, at hun formår at vise, at det skønne også er at finde i hverdagens mere ordinære omgivelser. Med legende lethed jonglerer hun med hverdagstingene, så malerierne fremstår som eventyrlige møder ikke bare mellem farver og former men også mellem natur og kultur, mellem her og dér. Naturens organiske former trænger sig konstant på og bryder ind i de kulturskabte rum, dog transformeret og stiliseret. Kopper, tekander og skåle står i fuldt flor, mønstre og genstande vokser sammen og ud af hinanden, og det, der ifølge genredefinitionen repræsenterer det levendes modsætning, synes i stedet at fremstå som et dynamisk og myldrende mikrokosmos, hvor svensk almue møder en flagrende kinesisk drage med sin unge – et møde der er næsten ligeså absurd som den franske digter Lautréamonts ”tilfældige møde mellem en symaskine og en paraply på et dissektionsbord”, der blev et af surrealismens nøglebegreber. Fonnesbech er dog ikke surrealist, og et mere jordnært eksempel kunne være H.C. Andersen, der bl.a. i eventyret ”Kærestefolk” lader toppen gøre kur til bolden i børneværelsets legetøjsskuffe. Lidt det samme er på spil hos Fonnesbech, hvor tingene taler sammen, agerer og sætter gang i en række associationer hos beskueren, der rækker ud over maleriernes konkrete univers. Fonnesbech beskæftiger sig måske ikke bevidst med sine maleriers fortællende element, og det er da heller ikke fortællinger i klassisk forstand, hvor sammenhængende handlinger fremlægges på lærredet, vi præsenteres for. Betragter man eksempelvis dalarhesten, kan man som beskuer ikke undgå at tage på en mental rejse over sundet. Dalarhesten kan betragtes som en form for svensk nationalikon – en typisk souvenir, der udstråler en blanding af almuehåndværkets gamle traditioner og kitsch, som kan tilfredsstille turistens evige higen efter autenticitet. Den røde træhest skaber en stemning af hygge og en forestilling om det typiske svenske på lige fod med Astrid Lindgren, røde træhuse, IKEA og Abba. I flere af malerierne er hesten placeret så tæt på bordkanten, at den truer med at falde på gulvet, og dermed kommer til at fremstå som et skrøbeligt og forgængeligt symbol, hvorimod den i andre tilfælde arrogant og afvisende vender bagenden ud mod os. Selvom vi udmærket ved, at denne hest ikke har noget som helst med de grønne enges virkelige dyr at gøre, skal der ikke meget fantasi til at tillægge den diverse sindsstemninger og egenskaber alt afhængig af dens fremtoning på lærredet, så den både kan virke tapper, rådvild, afvisende og skrøbelig. Mennesket er et nysgerrigt væsen med hang til historier, og Fonnesbechs opstillinger byder på fortællinger om stort og småt, nært og fjernt, om drager i skjul og blomster på spring.

TILBAGE